Ernæringsrådgivning og kostvejledning

Jeg tilbyder personlig

ernæringsrådgivning og kostvejledning i forbindelse med vægttab, forhøjet blodtryk, forhøjet kolesterol, PCO og andre livsstilssygdomme.

Inden vi mødes, har du lavet en 7-dages kost og motionsoversigt dvs. en komplet plan over, hvad du har spist og drukket, samt hvor meget motion du har lavet. Det hele sender du til mig på mail.

Du vil blive vejet på en Tanita – Body Composition Analyzer, som bl.a. måler din fedtprocent, muskelmasse, indre fedt samt din fysiske alder mv. som bruges i kostvejledningen, da vejningen er en god indikator for, hvor der kan sættes ind, sammenholdt med din kost-oversigt.

Endvidere vil du få taget dit blodtryk og målt dit kolesteroltal.

‘Både forhøjet koncentration af kolesterol i blodet og forhøjet blodtryk øger risikoen for at udvikle hjertekarsygdomme, der er blandt de hyppigste dødsårsager i den vestlige verden. Ernæringen spiller en vigtig rolle i forebyggelsen og behandlingen af både forhøjet kolesteroltal og blodtryk.

Omlægningen af kosten tager tid, mindst et halvt år – ofte et eller to år. Begynd med et måltid ad gangen, f.eks. morgenmaden, fordi det er det vigtigste måltid overhovedet. Efter nogle uger, kan man tage fat på at ændre fordelingerne til aftensmaden lidt efter lidt.

I nogle perioder går det lettere med at leve efter de nye principper, i andre sværere, men de gode ting man gør for sig selv, er aldrig spildt, hvert eneste lille skridt i retning af mere liv, glæde og dynamik omkring ernæringen er et skridt på vej – og det bliver ikke ødelagt, selv om det i andre livsfaser kan være sværere at spise rimeligt balanceret.

“Det er bedre at gøre mindre, som du kan blive ved med, end at gøre mere, som du må opgive, fordi det var for meget”

“Det er de daglige rutiner og vaner, der er afgørende for, hvis fundamentet er sundt, at det er helt fint at skeje ud en gang imellem.”

Eliteidrætsudøvere

Vidste du, at kosten og ikke mindst kostsammensætningen har en meget stor betydning, hvis du dyrker ekstrem meget motion eller motion på eliteplan. Det er ikke ligegyldigt, hvilken kost og på hvilken tidspunkt, du indtager kosten, hvis du gerne vil optimere dine fysiske præstationer og samtidig bevare overskudsenergi. Som ernæringsrådgiver kan jeg udarbejde en kostplan som udelukkende består af naturlige kostemner dvs. ingen kemisk og kunstigt fremstillede kosttilskud, hvor bl.a. vores vigtige organ, leveren, kommer på overarbejde, idet alle unaturlige, kunstige og kemiske stoffer skal igennem leveren, for at blive nedbrudt.

Helt naturligt vil en idrætsudøvers energibehov og oftest også appetit være større end en stillesiddende persons. Størstedelen af den energi som muskler skal bruge, kommer fra kulhydrater, så det vil være naturligt at spise en kost, som indeholder en masse kulhydrater bl.a. frugt og grønsager.

Til opbygning af muskler, som bliver nedbrudt hver gang man dyrker motion, for derefter at blive opbygget igen, skal der bruges protein, bl.a. bønner, kød og mælkeprodukter. Protein skal helst indtages lige efter træning, da det er der proteinsyntesen (muskelopbygningen) er størst. Endelig er der fedtstoffer, som er den energiform, der skal indtages mindst af, da det er den, der mætter mest, men alligevel er fedtstoffer en vigtig del af kosten, da fedtstoffer sørger for at vigtige vitaminer, mineraler og sporstoffer kan blive optaget i kroppen. Vitaminer, mineraler og sporstoffer er vigtige for kroppen at blive tilført, da de sørger for at alle kropsfunktioner og processer fungerer optimalt, fx neurosignaler til muskler og hjerne, fordøjelse mv.

Jeg har erfaret, i mit virke som ernæringsrådgiver og kostvejleder, at det kan være svært at sammensætte en kost, hvor alle de ovennævnte faktorer er repræsenteret i de rigtige forhold og man er derfor tilbøjelig til at falde for fristelsen til at købe fabriksfremstillede kosttilskud og færdigprodukter, som reklamerer med at opfylde netop dine behov.

Gravide

Når man er gravid eller ammer, stiller det store krav til kroppen. Behovet for energi og næringsstoffer stiger, men ved at spise efter de 8 kostråd, som indebærer en sund og varieret kost, er man godt dækket ind. Derudover er der en række kosttilskud, som det anbefales at supplere med.

Forhøjet kolesterol (hyperlipidæmi)

  • forhøjet fedt- og kolesterolindhold i blodet (hyperlipidæmi og hyperkolesterolæmi) er en tilstand, der giver øget risiko for,at man udvikler hjerte- og karsygdomme.
  • forhøjet fedt og kolesterol skyldes ofte en fed kost, men nogle har en medfødt tendens til forhøjet fedt i blodet.
  • kostomlægning, rygestop, motion og kolesterolsænkende behandling har vist sig at kunne nedsætte risikoen for at udvikle eller forværre en hjerte- og karsygdom.

Totalkolesterol: grænser for kolesterol (koncentration i blodet).

  • mindre end 5 mmol/L, et ønskeligt niveau
  • 5,0 – 6,4 mmol/L, let forhøjet kolesterol
  • 6,5 – 7,9 mmol/L, moderat forhøjet kolesterol
  • højere end 8,0 mmol/L, er udtalt forhøjet kolesterol

Har du et for højt kolesterolindhold i blodet eller vil du forsøge at undgå et for højt indhold af kolesterol, skal du begrænse mængden af mættet fedt i din kost, især mættet fedt. Mættet fedt findes i bl.a. mælkeprodukter, kød og stegemargarine. Når du bruger fedtstof, skal du vælge umættet fedt som findes i fx planteolier. Varige kostvaner kræver grundig vejledning. Hvis du er overvægtig, bør du tabe dig. Regelmæssig motion er med til at få det gode HDL-kolesterol til at stige.

Luk menu